Kan jeg genbruge min drikkedunk?
Jeg lader tit min drikkedunk ligge i sportstasken efter træning og bruger den flere dage i træk. Sker der noget ved det?
SVAR: Du bliver ikke syg, hvis du er den eneste, der bruger flasken, men hygiejnisk er det ikke. Vasker du ikke din drikkedunk, hver gang du har brugt den, ophober der sig nemlig bakterier, og går der længe nok, vil der også danne sig et slimet og fedtet lag inde i flasken.
Desuden får bakterierne bedre vækstbetingelser, når du lader dunken ligge i en varm taske efter træning. Det vigtigste er dog, at din flaske er en reel drikkedunk, der modsat de engangsflasker, du kan købe i supermarkedet med fx vand, er beregnet til at blive gjort ren og genopfyldt.
Vask dunken grundigt efter brug, og vent med at sætte låg på, til flasken er helt tør.
Vælg en rigtig drikkedunk
En engangsflaske er sværere at skille ad og gøre ren, og derfor sætter bakterier sig nemmere på flaskens inderside. I et lille dansk forsøg, hvor 15 engangsflasker blev genfyldt i fem dage, var bakterieindholdet otte gange højere end for almindeligt postevand, selvom flaskerne blev vasket dagligt.