© istock

3 suveræne kabeløvelser

Der er en masse fordele ved at træne med fitnesscenterets kabler. Men mangler du inspiration til gode øvelser? Så har vi her 3 gode øvelser til dig.

6. marts 2020 af Brian Henneberg

Effektive øvelser 

Kabeltårnet er fitnesscenterets mastodont, som kan virke lettere afskrækkende for de uindviede, for i modsætning til mange andre maskiner i centeret er det ikke så oplagt, hvordan man kan bruge tårnets mange træk. Du kan dog med fordel gøre kabeltårnet til en af dine faste stationer, for uanset om du er begynder eller garvet, kan du med de rette øvelser få suveræn styrketræning for hele kroppen.

One arm cable rows

Denne øvelse træner den øvre del af ryggen. Mens pulldowns er en vertikal trækøvelse, og seated rows er en horisontal trækøvelse, så er one arm cable rows en god blanding af de to, som det er svært at lave andre steder end i et kabeltårn. Da du slår to fluer med ét smæk, kan det være en fin øvelse at køre på dage, hvor du egentlig gerne vil nå både rows og pulldowns, men er presset på tiden.

Sådan gør du: Stå med ansigtet ind mod det kabel, du vil trække i. Sæt venstre ben langt frem, bøj dig let forover i en 45-graders­vinkel, og placér venstre hånd på venstre knæ. Tag nu fat i håndtaget med højre hånd, og træk armen tilbage, så håndtaget kommer op til brystet. Vend langsomt tilbage til startpositionen. Kør et sæt, og skift så arm.

Artiklen fortsætter under abonnements-tilbudet

Cable push­down

Cable pushdown er en af de øvelser, der bare føles godt at køre. Den rammer primært det korte hoved af tricepsmusklen.

Sådan gør du: Stå med ansigtet ind mod kabelstativet, og sæt trissen i en høj position. Brug et tov eller en vinklet stang. Hold albuer­ne ind til kroppen, pres eksplosivt nedad, og før hænderne langsomt op igen.

Wood­chops

Woodchops er med til at opbygge styrke og stabilitet i din core. Derudover trimmer den de små, savtakkede muskelsnipper, der ligger ude på siden af din torso og mave. Hvis din fedtprocent samtidig er lav, kan det give et superfit og eftertragtet udtryk.

Sådan gør du: Sæt et D-håndtag i et af kablerne i kabeltårnet, og stil dig med siden til kablet. Tag fat i håndtaget med begge hænder, og træd et langt skridt væk fra tårnet. Stil dig med skulderbred fodstilling, og sørg for, at dine fødder peger skråt væk fra kabeltårnet. Stræk dine arme frem foran kroppen, og hold dem stabilt der. Du vil mærke, at kablet vil trække dig i retning af tårnet. Fra denne stilling roterer du arme og krop tilbage mod kabeltårnet og så eksplosivt væk fra tårnet, således at dine arme ender med at pege i samme retning som dine fødder. Pas på ikke at vride i knæene. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: