Få en bedre løbestil
Vil du have en bedre løbestil, kan du følge disse 4 tips.
1. Husk smidigheden
Træner du meget, eller arbejder du ved et skrivebord hele dagen, bliver kroppen automatisk stiv og ufleksibel. Det påvirker løbestilen. Husk derfor at strække ud. Yoga er et godt værktøj til at bløde de stive muskler op og genvinde smidigheden.
2. Træn koordination
Ved at øve kroppen i at lave optimale bevægelsesmønstre vil den langsomt og ubevidst gøre det automatisk, når du løber. De basale øvelser her er to gamle kendinge fra gymnastiktimerne – nemlig hælspark og høje knæløft.
Sørg for at trække benet aktivt op frem for at sparke sjusket bagud. ‘Fodledsjog’, hvor man med små, trippende skridt lander og sætter af på forfoden, er også godt.
Vær ved alle øvelserne opmærksom på, at armene kører ‘på skinner’, og at hoften er skudt frem, og du løber rankt. Lav fx koordinationsøvelserne her som en del af din faste opvarmning inden en løbetur.
3. Smid skoene
Løb korte stræk på 50-100 meter i bare tæer på en græsplæne eller en sandstrand. Barfodsløb får dig frem på foden og giver naturligt en hurtigere skridtafvikling. Det er dog belastende for lægmusklen, akillessenen og svangsenen, så gå forsigtigt frem.
4. Vær opmærksom på kroppen
Når kroppen er træt, vil den forfalde til forkerte bevægelsesmønstre. Fx vil du falde sammen i hoften. Fejlene sker ubevidst. Væn dig derfor til med jævne mellemrum at gennemføre en mental ‘bodyscan’, hvor du tænker din løbestil igennem fra hoved til fod og retter op på de ting, du bemærker, trænger.