Hvis man vil have fuldt udbytte af anstrengelserne med vægtene, så er det en god idé at fylde protein i tanken lige inden sengetid. Det viser et hollandsk forsøg, hvor 44 forsøgspersoner blev delt i to grupper og sat til at gennemføre et 12-ugers styrketræningsprogram med vægttræning 3 gange om ugen.
Begge grupper fik protein efter træning, men derudover fik personerne i den ene gruppe også en heftig proteindrik før sengetid. Efter de 12 uger havde gruppen, der havde fået ‘godnat-protein’, opnået en markant større fremgang i deres maks.-styrke (1 RM), og når man målte deres lårmuskler, var de vokset næsten dobbelt så meget som placebogruppens (8,4 cm2 vs. 4,8 cm2).
Godnat-proteinI forsøget fik forsøgspersonerne hele 28 gram protein, lige før de gik i seng. Det svarer omtrent til 800 ml mælk, 4 store æg eller et lille kyllingebryst. Selve proteintypen var kasein, som udgør op til 80 % af proteinerne i mælk. Kasein er langsomt-optageligt og derfor ideelt til natten, da det kan give kroppen brændstof løbende gennem de mange timers søvn. |
Source #Journal of Nutrition.