Læs her om 5 andre områder, der er med til at styrke dit immunforsvar.
Få din nattesøvn
Det er under total hvile, at kroppen sunder sig oven på dagens fysiske og psykiske belastning. Forsømmer du at få den fornødne hvile, vil kroppens immunforsvar dale.
Skru op for hygiejnen
Vinteren er højsæson for forkølelser og kræver god hygiejne. Hyppig håndvask, hvor man vasker hænder grundigt og længe, er et af de bedste våben mod fx forkølelse.
Hold dig i form
Regelmæssig træning styrker beviseligt immunforsvaret, så længe du ikke overdriver løjerne og træner dig helt i sænk. Husk i den forbindelse at komme hurtigst muligt ud af det våde træningstøj.
Nedsæt stressniveauet
Det er vigtigt, at du gennem planlægning og prioritering får skabt en tilværelse, hvor du har styr på begivenhederne i stedet for at lade dem styre dig. Kronisk stress trækker nemlig et svækket immunforsvar med sig.
Rejs sydpå
En charterrejse giver kroppen en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Rent fysiologisk sker det ved, at solpåvirkningen sparker gang i kroppens produktion af D-vitamin, så du vender hjem med genopfyldte depoter. Ferien giver dig også et pusterum til at stresse af og få etableret nogle gode kost- og motionsvaner.
Begrebet immunforsvar dækker over det komplekse samspil mellem hvide blodceller, antistoffer, hormoner, enzymer og inflammatoriske cytokiner, der samarbejder om at holde din krop sund og sygdomsfri. Dette er en krævende opgave, for selv hvis du bor langt uden for storbyens massive forurening og i øvrigt er yderst opmærksom på din hygiejne, udsættes kroppen hver eneste dag for angreb fra vira, bakterier, aggressive iltmolekyler, sporer, kim, svampe og andre organismer. En del af immunforsvarets opgave er at identificere organismer, der ikke hører hjemme i kroppen, og eliminere dem. Det sker fx ved gennem opkast eller diarré at skylle skadevolderne ud af kroppen eller ved at lade antioxidanter fra kosten binde sig til de aggressive iltmolekyler for herved at uskadeliggøre dem. |